VIDEO: Se udsigten fra ny rekordhøj bygning
I dag var der rejsegilde på Papirtårnet, som med sine 96 meter over havets overflade bliver den højest beliggende boligbygning i Jylland.
Snart bliver det muligt at flytte ind i Silkeborgs nye højhus.
Papirtårnet, som med sine 75 meter og 22 etager bliver en af Jyllands højeste boligejendomme, var i dag hjemsted for et såkaldt rejsegilde, som er en fest, der markerer, at bygningen nu er etableret.
Byens borgmester var med til seancen, og han var glad.
- Nu er det Jyllands højeste, og det er det formentlig kun i en periode. Men jeg synes, det fint illustrerer noget af det, der sker i Silkeborg i øjeblikket. Rigtig mange mennesker vil gerne flytte til Silkeborg, og de skal jo have tag over hovedet, siger Steen Vindum (V), borgmester i Silkeborg Kommune.
Grunden til, at tiden som den højeste boligbygning er stakket, er, at man i Aarhus arbejder på Lighthouse-projektet, som forventes at stå klar med sine 142 meter om et par år.
- Papirtårnet deler jo vandene, nogle synes, det er flot, andre synes absolut ikke, det er flot. Jeg håber, silkeborgensere tager det til sig, for nu er det kommet for at blive, siger borgmesteren.
Byggeriet er færdigt om et år.