Venteliste for kræmmere nødvendig på meget populært marked
Hauge Marked ved Kjellerup er så populært, at både gæster og kræmmerne står i kø
I denne uge er det tid til det traditionsrige Hauge Marked, der siden 1970 har samlet flere tusinde købere og sælgere på en stor markedsplads nær Kjellerup.
I år er ingen undtagelse, det har sågar været nødvendig med en venteliste for kræmmere.
- Der er vist ved at være lidt panik på p-pladsen, fordi den er fyldt, lød det tidligere lørdag fra bestyrelsesmedlem Lis Bjørn Jensen.
Læs også
Hun og de mange andre frivillige arrangører kan med glæde se tilbage på endnu en velbesøgt uge til markedet.
En af de faste kræmmere, der trods alt har fået en plads, er træskosælgeren Mona Jensen Brix. Hun har lavet træsko i 25 år, og har lige så længe hun kan huske haft en plads på Hauge Marked.
- Der er faktisk ingen fra Skagen og ned til Sinding ved Silkeborg, der laver træsko ud over mig. Men alle mennesker bruger træsko, de går aldrig ud, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Havetraktortræk er et højdepunkt
100 kræmmere og mellem 20-30.000 gæster tager del i markedet i løbet af ugen, og det er ikke kun de gode handler, folk kommer for. Havetraktortrækket er også imødeset af mange.
- Man spænder sin havetraktor for slæden, og så trækker man bare, fortæller Lukas Vind Skortengaard meget præcist om reglerne for konkurrencen.
Desværre gik det ikke alt for godt for ham grundet lidt tekniske problemer, men han så nu ud til at hygge sig alligevel.
Han får i hvert fald en chance igen til næste år, når der igen er havetraktortræk i Hauge. Markedet holder åbent til og med søndag.