Vandtætte GPS’er til demens-ramte går i stykker ved test

Silkeborg Kommune har i øjeblikket 122 af de pågældende GPS’er til borgere med demens.

Som formand for Missing People er Vivian Winther Eriksen jævnligt vidne til den desperation, der rammer de pårørende, når deres far eller mor pludselig forsvinder.

For når det kommer til chancerne for at finde en forsvundet person i live, er tiden altafgørende. Derfor er de GPS’er, mange kommuner tilbyder demensramte og deres familier, også en god idé i udgangspunktet, mener Vivian Winther Eriksen.

- Hvis de fungerede, var der jo ikke behov for os, for så blev de jo fundet. Men med de GPS’er, der er på markedet nu, er der stadigvæk behov for os, siger hun.

quote Det gør, at vi ikke er så heldige med at få dem, vi leder efter, hjem i god behold, fordi de bliver sværere at finde.

Vivian Winther Eriksen, formand for Missing People

Demensramte er blandt samfundets svageste, så det gælder om at passe godt på dem, og ifølge Vivian Winther Eriksen har 80 procent af de demensramte borgere, Missing People leder efter, en GPS på sig. Men hun oplever flere problemer med de GPS’er, kommunerne bruger i dag.

- De løber tør for strøm, eller de kommer i kontakt med vand, og i de kolde måneder fungerer de ikke ret godt. Det gør, at vi ikke er så heldige med at få dem, vi leder efter, hjem i god behold, fordi de er sværere at finde, siger hun.

Testet i et døgn

TV2 ØSTJYLLAND har testet en række GPS’er fra to forskellige udbydere, der begge leverer GPS’er til de østjyske kommuner.

Silkeborg Kommune har eksempelvis 122 enheder fra firmaet Safe Call. Blandt andet en GPS, der er markedsført som vandtæt. Vi har testet den model og to andre GPS’er fra netop det firma.

Vores testperson fik en sål med indbygget GPS, et ur og en brik fra Safe Call.
Vores testperson fik en sål med indbygget GPS, et ur og en brik fra Safe Call.

Vi udstyrede vores testperson med de tre GPS-enheder og lod vedkommende bevæge sig rundt i Aarhus i et døgn. Forud for testen sikrede vi, at alle tre enheder var funktionsdygtige.

Da testen gik i gang, viste alle tre enheder korrekt, at vores testperson forlod det område, vi på forhånd havde angivet som hendes hjem, og de viste også den rute, hun bevægede sig på.

Efter 26 timer undersøgte vi, om vi kunne finde vores testperson via GPS-enhederne fra Safe Call på den tilhørende app.

Fungerede indtil de kom i vand

GPS-funktionen virkede i alle tre GPS’er og viste, hvor testperson bevægede sig hen.

Enheden SL12 havde dog problemer med opkaldsfunktionen. Vi kunne ikke få forbindelse til vores testperson, men hun kunne godt ringe os op den anden vej.

Har du oplevet, at GPS'en svigtede?

Er du pårørende til en demensramt, der er blevet væk, fordi GPS'en svigtede?

Skriv til redaktionen på tip@tv2oj.dk eller klik her:


Tip os

Vi testede også, om GPS’erne virkede efter en tur i vandet, da enhederne ifølge Safe Call er vandtætte. En vigtig funktion - ikke mindst i Silkeborg, der er omgivet af søer.

Her dumpede både uret og brikken SL12, da de ikke længere afgav signal efter en tur i havet.

Direktør: Ikke godt nok

Administrerende direktør i Safe Call Tommy Rasmussen forklarer, at firmaet blot videreformidler de specifikationer om de forskellige GPS-enheder, som de får fra producenten.

- Vi er nødt til at rette os efter, hvad producenterne siger, og i det her tilfælde oplyser de, at enhederne er vandtætte ved en klassifikation, der hedder "IP67". Det svarer til, at de kan være under vand i 10 til 30 minutter, uden at det skulle påvirke enheden. Men vi kommer nok til at ændre en lille smule i forhold til det, vi skriver nu, siger Tommy Rasmussen.

Hvad betyder "IP67"?

IP-klasser, også kaldet kapslingsklasser, er en standard for, hvor modstandsdygtig en genstand er – fx mod vand.

• IP65: Stråletæt: Beskyttet mod vandstråler

• IP67: Vandtæt: Beskyttet mod kortvarig nedsænkning i vand

• IP68: Tryktæt: Beskyttet mod langvarig nedsænkning i vand

Han forklarer, at enhederne er testet flere gange i forhold til, om de kan klare en tur i vaskemaskinen, og den test består alle enheder. Tommy Rasmussen erkender dog, at GPS’erne hverken er testet i klor- eller havvand, men at det burde de kunne holde til ved klassifikationen ”IP67”.

quote Normalt kan man gå i brusebad med dem og også være ude i regnvejr. Men i en svømmehal eller ved havet kan det godt være, at det bliver et problem.

Tommy Rasmussen, direktør for safe Call

- Normalt kan man gå i brusebad med dem og også være ude i regnvejr. Men i en svømmehal eller ved havet kan det godt være, at det bliver et problem. Det er selvfølgelig ikke godt nok. Jeg kan så til forsvar sige, at saltvand er ekstremt ødelæggende for elektronik i forhold til klor- og ferskvand, siger direktøren.

Han påpeger, at batterierne klarer sig bedre i kulde, end mange tror.

- De mister faktisk kun fem til syv procent af kapaciteten, hvis vi går fra 30 til 0 grader celsius, siger Tommy Rasmussen.

I forhold til den enhed, der under testen fejlede ved opkald, er hans bud, at det kan skyldes manglende mobilsignal.

Ifølge Tommy Rasmussen har Safe Call testet, at deres produkter kan klare en tur i vaskemaskinen.
Ifølge Tommy Rasmussen har Safe Call testet, at deres produkter kan klare en tur i vaskemaskinen.

Tommy Rasmussen mener fortsat, at Safe Calls kunder kan have tillid til firmaets GPS-løsninger, og skulle der være problemer, bytter firmaet i henhold til produkternes garanti.

- Det er stort set, hvad vi kan gøre, og så kan vi jo komme efter producenterne og bede dem være lidt mere specifikke på, hvad de lover, siger han.

Test kan ændre krav i Silkeborg Kommune

Silkeborg Kommune har i dag 122 enheder af typen SL12 og i betragtning af byens beliggenhed ved flere store søer, vil kommunen fremover have et større fokus på GPS'ernes funktion i forbindelse med vand. 

Det oplyser sundheds- og omsorgschef, Malene Herbsleb, til TV2 ØSTJYLLAND.

- Det er vigtigt for os, at brugere, pårørende og medarbejdere er trygge ved at bruge GPS'erne, og derfor vil TV2 ØSTJYLLANDs test naturligvis give anledning til, at vi vil være mere tydelige om GPS'ernes vandtæthed over for borgere og pårørende, og vi vil drøfte, om vi fremadrettet skal stille højere krav til vandtæthed, skriver hun i en mail og understreger, at der ikke hidtil har været tilfælde med GPS'er, hvor vand har været i fokus.

quote Jeg synes, det er falsk tryghed, når de går ud, hvis de kommer i kontakt med vand.

Vivian Winther Eriksen, Missing People


- Vi har brugt Safecalls produkter gennem de seneste 15 år, og jeg har ikke hørt om, at vi har haft konkrete situationer med ældre, der er kommet i problemer på grund af GPS'ernes manglende vandtæthed, siger hun.

Malene Herbsleb oplyser, at GPS'erne testes løbende, og det er kommunens vurdering, at Safe Calls er blandt de bedste på markedet. 

Tilbage hos Missing People føler Vivian Winther Eriksen dog ikke, at GPS’erne leverer det, de skal.

- Jeg synes, det er falsk tryghed, når de går ud, hvis de kommer i kontakt med vand. Jeg ville ikke være tryg som pårørende, siger hun og opfordrer kommunerne til at gøre et grundigere forarbejde, før de investerer i den form for velfærdsteknologi.

- Jeg synes helt klart, at kommunerne skal være meget mere kritiske og stille større krav til udbyderne, siger Vivian Winther Eriksen.