Usikkerhed om strejke på skolerne i Silkeborg: - Alt fra jubiii til øv
De ansatte på skolerne i Silkeborg er udpeget til at skulle gå i strejke – men usikkerheden om det sker skaber uro
En eventuel strejke og lock-out er onsdag blevet udskudt 14 dage. Det skaber fortvivlelse for godt 1600 ansatte i de 24 folkeskoler i Silkeborg.
- Da jeg stod op her i morges havde jeg håbet på, at der var en afklaring, siger Huno Jensen, der er skolechef i Silkeborg Kommune.
Silkeborg Kommune er udpeget som en af de få kommuner på landsplan – og den eneste i Østjylland – hvor både en strejke og en lockout kan blive aktuel for mere end 3500 kommunalt ansatte.
- Måske i 14 dage, måske i nogle få dage, så det vil være rigtig rart at få en afklaring, siger Huno Jensen.
Læs også
I 6. klasse på Gjessø Skole er eleverne bekymret. For klassens lejrtur til Harzen i Tyskland nærmer sig. Og med en udskydelse af strejke og lockout kan elevernes ventede lejrskole blive aflyst.
- Vi har smidt rigtig mange penge efter turen, op mod 80.000 kroner. Dem kan vi ikke få igen, hvis nu vi ikke lige aflyser. Det er meget ærgerligt, siger Laurits Due Rasmussen,
I klasseværelset hos 3. klasserne kan engelsklæreren mærke, hvordan der er lidt urolighed.
- Det er alt lige fra ’jubii, så skal jeg ikke i skole’ til ’øv, jeg kommer til at savne min lærer, siger Kristian Rolle, der er skolelærer på Gjessø Skole.
Læs også
Jo flere udskydelser der bliver, jo mere ætser usikkerheden sig ind.
- Jeg kan godt mærke det i frokostpausen, at der selvfølgelig er meget snak om det, og hvad skal man, og skal man planlægge det, siger Jens Møller, der er skoleleder på Gjessø Skole i Silkeborg.
- Usikkerhedens længde har selvfølgelig gjort, at der også er mange, der tænker tanken ’så lad os da få den lock-out, så lad os da få den strejke’, fordi så kan vi da komme videre derfra, siger Kristian Rolle.
I videoen over artiklen kan du se, hvordan man venter på afklaring på Gjessø Skole