Usikker fremtid for eks-profil
Kasper Risgård pakker sammen
Flere danske Superliga-profiler er uden kontrakt og går en usikker fremtid imøde - med mindre de altså har udnyttet a-kasse-samarbejdet mellem Spillerforeningen og Dansk Metal.
Den tidligere Silkeborg-spiller Kasper Risgård er en af dem. Han og kæresten pakker lige nu deres lejlighed i Silkeborg ned i flyttekasser, så de er helt klar til at flytte, hvis et klubskifte falder på plads. Og med en lille dreng på to år og en gravid kæreste derhjemme, vil den 30-årige midtbane meget gerne have en hurtig afklaring.
- Min fremtid er uvis. Jeg havde selvfølgelig håbet på, at der var noget klar til mig nu. Jeg vil gerne ud og spille noget fodbold, siger Kasper Risgård, der i 2011 kom hjem til Danmark og Silkeborg efter et ophold i udlandet i Arminia Bielefeld og græske Panionios.
Du tjener ikke noget lige nu. Hvad kan der i værste fald ske ved at gå uden løn i længere tid?
- Selvfølgelig er det noget, vi tænker på. Min kæreste skal føde til oktober, så vi vil gerne have noget på plads. Men vi går heller ikke i panik, det skal være det rigtige for os. Så vi har talt om, at vi kan tage fra opsparingen. Vi må se om det går.