Unge skal bære SIF igennem
Anfører er solgt, og midterforsvaret mangler
Det danske transfervindue var lige netop klappet i, inden den norske klub Viking fik skrabet tilpas mange penge sammen, så den kunne købe Silkeborgs midtbanestrateg Martin Ørnskov.
Dermed står træner Troels Bech tilbage med en udfordring, for han skal lukke hullet efter sin anfører og holdets spillemæssige omdrejningspunkt, og det er for sent at hente nye spillere ind.
- Lige nu ligger Daniel Pedersen godt i den kappestrid, siger Troels Bech.
Ørnskovs afløser er altså 19 år og med erfaring fra 11 superligakampe, heraf kun to over 90 minutter.
Karantæne og skade
Men det er ikke den eneste temmelig unge spiller, Bech kommer til at sætte ind, når forårssæsonen skal indledes med en vanskelig udekamp i Odense på mandag.
Begge midterforsvarere er ude med henholdsvis karantæne og skade, og det kommer efter alt at dømme til at give plads til Simon Jakobsen og Sune Kiilerich.
- Hvis man skal tage udgangspunkt i, hvordan vi har spillet i de sidste træningskampe, så bliver afløserne for meget rutinerede Jesper Mikkelsen, for meget rutinerede Martin Ørnskov og for meget profilerede Thorbjørn Holst, tre spillere på 19, 21 og 21 år.
- Og ved du hvad? De er slet ikke så dårlige endda, siger Troels Bech.
Et særligt indsatsområde
Det skal de helst heller ikke være, for cheftræneren har erklæret defensiven som særligt indsatsområde i foråret, efter at hans hold i første turneringshalvdel kun to gange formåede at spille en hel kamp uden at lukke mål ind.
- Når vi har som udgangspunkt, at vi offensivt er lige så gode som nogle af de bedste, for eksempel har vi jo lavet flere mål end FC Nordsjælland, så ligger nøglen til forbedring mest i defensiven.
- Vi vil ikke spille mere defensivt, overhovedet ikke, men vi vil godt blive bedre til det, når vi endelig skal forsvare, siger Silkeborg-træneren.
En af de store positive overraskelser
Med 26 point i efteråret har klubben været en af sæsonens positive overraskelser, og Troels Bech kan sende sit hold på banen, uden at spillerne behøver skælve af skræk over en truende nedrykningsstreg.
Men efter salget af Martin Ørnskov og med blik på Silkeborgs smalle trup, vil træneren ikke garantere, at foråret bliver lige så festligt.
- Der er jo altid nogle hold, der slutter mellem nummer fem og nummer ti, og der ligger vi jo i den pulje af hold, der har størst chance for det, siger Troels Bech.