Uheld mellem flere bilister skabte tirsdag morgen kø på Djurslandsmotorvejen
Djurslandsmotorvejen var tirsdag morgen spærret fra Aarhus Nord mod Djursland efter et harmonikasammenstød mellem otte bilister.
Opdatering
Klokken 09.55: Oprydningsarbejdet er afsluttet, og der er normal trafik på stedet. Klokken 7.30: Vejdirektoratet oplyser, at venstre spor er blevet åbnet forbi uheldene. Der skal dog fortsat forventes kødannelse med cirka 10-15 minutters forsinkelse. Oprydningsarbejde forventes tidligst afsluttet klokken 9.45.
Bilister, der har planer om at køre på Djurslandsmotorvejen rute 15 fra Aarhus Nord mod Djursland tirsdag morgen, må væbne sig med tålmodighed.
Begge spor fra Aarhus Nord mod Djursland er nemlig spærret efter flere bilister er endt i et sammenstød. Det oplyser Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
- Der er ikke farbart derude lige nu.
- Vi ved endnu ikke, hvor mange der er involveret, men det er en del biler. Vi har sendt ambulancer afsted, men hvorvidt nogen er kommet til skade, ved vi ikke endnu, siger vagtchef hos Østjyllands Politi Bo Christensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Den første anmeldelse om uheldet kom klokken 06.38, hvorefter der løbende er tikket flere anmeldelser ind, oplyser vagtchefen.
Ifølge Vejdirektoratet er der sket to uheld med 500 meters mellemrum ved Skejby og Lisbjerg. Det skriver de på Twitter.
- Der er helt spærret fra 20 Skejby, og det skaber kødannelse fra Motorvejskryds Aarhus N ved E45.
På deres hjemmeside oplyser de, at oprydningsarbejdet tidligst forventes overstået kl. 8:30.
Otte biler involveret
Omkring klokken 9.00 oplyser Østjyllands Politi på Twitter, at der var otte biler involveret i sammenstødet på Djurslandsmotorvejen, som skete på grund af glat føre.
- Ingen kom heldigvis alvorligt til skade. Kør forsigtigt, skriver de i opslaget.