Trodser ALS: Skriver bog med øjnene
Sygdom har ikke slået tidligere byretsdommer Bjørn Graae ud. Han drømmer også om at deltage i maraton-løb
Bjørn Graae fra Silkeborg lider af sygdommen A.L.S. Det betyder, at han i løbet af få år er blevet lammet i det meste af kroppen, og i dag kun kan bevæge øjnene.
Alligevel har den 70-årige tidligere byretsdommer besluttet at forfølge en gammel drøm om at skrive sine erindringer.
På grund af sygdommen kommunikerer han ved hjælp af en staveplade, hvor han blinker med øjnene for at få et bogstav frem, og derfor tager bogprojektet form - et bogstav af gangen.
- Jeg skriver den, fordi jeg har oplevet så meget. Jeg har altid ønsket at skrive mine erindringer, for jeg har haft et rigt liv, og det er samtidig et projekt, der giver livskvalitet for mig, siger Bjørn Graae.
Ægteparret har indtil videre været i gang i 10 måneder, og bogen skal handle om hans barndom og hans virke som byretsdommer.
Vil deltage i maraton med respirator
Bjørn Graae har tidligere haft et aktivt liv, han har vandret i bjerge, sejlet kajak og løbet 47 maraton i ni forskellige lande. Han har stadig en drøm om at nå 50 maraton-løb.
Så nu planlægger ægteparret, at Bjørn Graae skal blive den første ALS-patient i verden, der stiller op i et maraton med respirator.
- Jeg vil gøre det, fordi jeg gerne vil inspirere andre med ALS, siger Bjørn Graae.
Se hele tv-indslaget om Bjørn Graae i videoen ovenfor.