Taxi-chauffør truet med pistol
To mænd røvede i nat en taxi-chauffør
To maskerede mænd røvede klokken 01.04 i nat en 45-årig taxi-chauffør for 1200 kroner, da han holdt på taxi-holdepladsen på Torvet, skriver Midtjyllands Avis.
Manden har forklaret til politiet, at der kom to personer hen til bilen, hvoraf den ene truede ham med en pistol. De bad ham om penge.
- Taxi-chaufføren udleverede 1200 kroner til mændene, som derefter stak af til fods ad Søndergade i retning mod Christian 8.s Vej, fortæller politikommissær John Toft fra politiet i Silkeborg til avisen.
Politiet sendte en patrulje til stedet, som uden resultat ledte efter de to mænd i området:
- Lidt senere fik vi et opkald fra chaufføren om, at han havde fundet et magasin fra pistolen ved Torvet. Der er muligvis tale om et magasin fra en såkaldt soft gun pistol, siger John Toft.
Signalementet af de to mænd er sparsomt. Den ene beskrives til at være ca. 185 centimeter høj og dansker. Den anden mellem 175 og 180 centimeter høj. De var begge iført mørkt tøj.
Politiet hører gerne fra eventuelle vidner i sagen.