Stue udbrændt: Beboer kunne lugte røg
Ingen kom alvorligt til skade i forbindelse med brand på nedlagt gård
En brand raserede mandag eftermiddag længen på en gård mellem Grauballe og Svostrup.
Der var ifølge indsatsleder Allan Riisberg fra Silkeborg Brand og Redning tale om en nedlagt landejendom med to længer.
I den ene bygning, hvor der blandt andet var indrettet en stue på omkring 30 kvadratmeter, brød branden pludselig ud.
- Det brændte kraftigt. Alt var totalt ødelagt i stuen, og resten var enten sod-, røg- eller varmeskadet, fortæller indsatslederen til tv2oj.dk.
Vinduerne i bygningen var sprunget på grund af den voldsomme varme. Brandfolkene var derudover nødsaget til at lave huller i taget for at forsøge at få slukket branden og forhindre, at den spredte sig.
Årsag: Levende lys eller elektronik
Branden blev opdaget af den ene af husets beboere, en mand. Han var hjemme, da branden brød ud:
- Han befandt sig i køkkenet, men kunne pludselig lugte røg. Han havde lige tændt op i brændeovnen, så han tjekkede, om det var den. Så opdagede han, at det brændte i stuen, siger Allan Riisberg.
- Det meste af stuen brændte ned. Udefra kan man se sod på facaden, men ellers er det ikke umiddelbart til at se.
Manden i huset blev efterfølgende tjekket for kulilteforgiftning, fordi redningsfolket frygtede, han havde indåndet for store mængder røg.
Det er nu op til politiet at finde frem til brandårsagen. Indsatslederen har to mulige bud:
- Der var nogle fyrfadslys tændt, og der lå en iPad til opladning, siger Allan Riisberg.
Silkeborg Brand og Redning blev tilkaldt klokken 16.26 til ejendommen på Allinggårdsvej.