Stort smykkekup i Silkeborg
Værdifulde diamantsmykker stjålet
3. feb 2012, kl. 09:16
Mere end 30 dage gammel
Kl. 03.00 i nat brød en indbrudstyv ind i Smykke Shoppen på Nygade på gågaden i Silkeborg.
Tyven skaffede sig adgang til forretningen ved at bryde døren op, herefter smadrede smykketyven en montre med guldringe med diamanter samt flere vedhæng i alt til en værdi af 150.000 kroner.
- Kort efter vi modtog anmeldelsen, havde vi hunde nede ved forretningen og søge efter spor, desværre uden held, siger Merete Norring politikommissær ved lokalpolitiet i Silkeborg til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Umiddelbart er politiet på bar bund i sagen og hører meget gerne fra eventuelle vidner, der har set noget mistænksomt i området ved Nygade i nat.
Midt- og Vestjyllands Politi kan kontaktes på tlf. 96 14 14 48.