Stor brand hos Danfoss
Silkeborg Brand og Redning har kørt med fuld bemanding for at slukke brand i Danfoss-fabrik ved Hårup nær Silkeborg
Danfoss' fabrik i Hårup nær Silkeborg har været udsat for en større brand. Det kan du se i en video øverst i artiklen fra localeyes.dk.
Det fortæller Knud Erik Vestergaard, indsatsleder hos Silkeborg Brand og Redning.
- I forbindelse med fabrikationen er der gået ild i en særskilt bygning med ventilationsanlæg. Det var en større brand, og bygningen er på størrelse med et to-etagers hus. Vi skulle sørge for, at den ikke spredte sig til selve fabrikken, siger han til tv2oj.dk.
Det lykkedes, og man er nu i gang med efterslukningen, men der har været nok at se til i Hårup.
- Vi havde hele vores mandskabsstyrke på plus en tankvogn fra Kjellerup, så vi kørte med tre tankvogne og to sprøjter. I alt var vi en 16-17 mand, siger Knud Erik Vestergaard.
Der arbejdes nu på at arrangere et nyt ventilationsanlæg, så fabrikken hurtigst muligt kan komme op og køre igen.
Se video fra Local Eyes øverst i artiklen.