Stole for 576.000 kr. stjålet
Designertyve stjal 72 stole i Silkeborg
Natten til torsdag har indbrudstyve haft held til at stjæle ikke mindre end 72 stole fra Ferskvandscentrets restaurant i Silkeborg.
Stolene er Fritz Hansen designerstoler af mærket 7'eren i læder, og ifølge Midt- og Vestjyllands Politi har hver enkelt stol en værdi af cirka 8.000 kroner.
Dermed er der samlet stjålet stole for 576.000 kroner.
Indbruddet fandt sted natten til torsdag i tidsrummet fra onsdag aften klokken 23.30 og frem til torsdag morgen klokken 05.00.
- Gerningsmændene har aflistet et vindue, og de har på den måde skaffet sig adgang, siger politikommissær Bent Riber Nielsen fra Midt- og Vestjyllands Politi til tv2oj.dk.
Han fortæller, at politiet endnu ikke har fået nogen henvendelser i sagen, men at man meget gerne vil høre fra borgere, der kan have oplysninger om indbruddet eller stolene.
- Vi vil meget gerne høre fra folk, hvis nogen har set noget mistænkeligt i det pågældende tidsrum. Man skal også være opmærksom, hvis man bliver tilbudt et parti af disse stole billigt, så man ikke gør sig til hæler, siger Bent Riber Nielsen.
Se: 29 stole stjålet fra hotel
Natten til onsdag fandt et lignende indbrud sted. Her var det en festsal til et mindre hotel i Aarhus, der havde ubudne gæster på jagt efter stole. Ved indbruddet i Aarhus blev der stjålet 29 spisebordsstole af mærket Nanna Ditzel.
- Vi kan ikke sige noget om, hvorvidt der er en sammenhæng mellem de to indbrud, for det ved vi ikke endnu, siger Bent Riber Nielsen.
Han fortæller, at det ikke er første gang, at Ferskvandscentrets restaurant har været udsat for stole-tyve.
Tilbage i 2011 fandt et lignende tyveri nemlig sted, hvor mere end 50 stole blev snuppet.
Har du oplysninger i sagen om de 72 stjålne stole, kan Midt- og Vestjyllands Politi kontaktes på telefonnummer 114.