Står klar til at hjælpe ramte foreninger efter konkurs

Hvis Silkeborg Kommune slipper for at poste 600.000 kroner i Silkeborg Regattas konkursbo, er flere partier klar til at kigge på, hvordan byens foreninger ellers få fingrene i dem.

De foreninger, der hjalp til under det nu konkursramte Silkeborg Regatta, kan måske ånde lettet op. Flere partier er nemlig klar til at kigge på, om de kan give dem en økonomisk håndsrækning, hvis kommunens underskudsgaranti viser sig at være ugyldig.

600.000 kroner fra kommunekassen skulle være med til at holde hånden under de foreninger, der hjalp til under dette års Regatta i Silkeborg. Pengene var en del af en underskudsgaranti til Regattaen, men fordi det ikke bare blev til et underskud, men en konkurs er der ikke klarhed over, hvad der sker med pengene.

Kommunen selv venter på juridisk afklaring, men to eksperter peger overfor TV2 ØSTJYLLAND, at aftalen mellem kommunen og Regattaen er så løst formuleret, at kommunen muligvis kan beholde pengene.

quote Administrationen har en forpligtelse til at tjekke, om vi har hjemmel til det

Peter Sig Kristensen, Enhedslisten, Silkeborg Kommune

Derfor er flere partier altså klar til at bruge pengene på foreningerne udenom konkursboet – hvis det da kan lade sig gøre indenfor lovens rammer.

- Jeg var selv frivillig i en bar, og det er ærgerligt, hvis de velgørende projekter ikke får pengene. Det kan potentielt skade andre arrangementer i fremtiden, siger eksempelvis Nye Borgerliges byrådsmedlem Jan Beck-Nielsen.

Også Peter Sig Kristensen (EL) forsøger at finde det positive i aftalen og vil se på, hvordan man kan målrette pengene til foreningerne i en anden sammenhæng.

Dårligt arbejde

Begge politikere er dog mindst lige så irriterede over, at man har indgået en aftale, der tilsyneladende ikke har nogen effekt i virkeligheden.

- Jeg er overrasket over, at vi står så ringe. Set fra kommunekassens synspunkt, er det nok en fin situation, da vi muligvis ikke er forpligtet til at udbetale pengene, men i forhold til intentionen om at øremærke et beløb til foreningerne, er det en ommer, siger Peter Sig Kristensen.

- Jeg er jo ikke jurist – men det er der åbenbart mange, der ikke er, der har været blandet ind i det her, siger Jan Beck-Nielsen.
- Jeg er jo ikke jurist – men det er der åbenbart mange, der ikke er, der har været blandet ind i det her, siger Jan Beck-Nielsen.

Jan Beck-Nielsen har bedt forvaltningen om en redegørelse for, om man har haft nok styr på processen undervejs.

- Det er en trist sag på alle leder og kanter, men det er endnu mere trist, hvis det viser sig, at vi forsøger at lave aftaler i en god hensigt, men ikke har gjort tingene godt nok, siger han.

I aftalen mellem kommunen og regattaen var der ikke taget højde for, at konkurs var en reel mulighed.

Kunne I ikke selv have opdaget det ved at læse aftalen?

- Nej, vi er ikke jurister. Når vi så tydeligt kommer med et formål om en underskudsgaranti, tænker jeg også, administrationen har en forpligtelse til at tjekke, om vi har hjemmel til det. Der tipper den over, og så skal administrationen sikre, at den ambition kan lade sig gøre, siger Peter Sig Kristensen.

- Det er ikke godt nok for mig som politiker, at vi tror, vi har besluttet noget, og så viser det sig, at det har vi ikke alligevel. Det har jo betydning for, hvordan man afgiver sin stemme, siger han.

Det blev den folkefest, vi havde drømt om. Sådan lød det fra arrangørerne af Regattaen i Silkeborg. Men folkefesten har kostet dyrt - så dyrt, at foreningen bag nu er gået konkurs. Indslaget er fra den 30. august.

Borgmester venter på afklaring

Da kommunen selv er på vej med en juridisk vurdering af, hvordan de er stillet, vil borgmester Helle Gade (S) endnu ikke fælde dom over aftalen.

Ligesom kommunens kommunikationschef hæfter borgmesteren sig ved, at kommunen har lavet massevis af underskudsgarantier uden nogensinde at skulle forholde sig til en konkurs.

Derfor er det altså ny grund, de betræder.

quote Vi skal være mere juridisk skarpe på, hvad vi gør.

Helle Gade, borgmester, Silkeborg Kommune, Soc.dem.

- Vi har brug for at tage et skridt ad gangen. Der er ikke nogen, der havde en forestilling om, at vi skulle ind at dække en konkurs. Det er selvfølgelig en læring, vi tager med fremover – at vi skal være mere juridisk skarpe på, hvad vi gør, siger Helle Gade (S) og understreger, at hun vil gøre, hvad hun kan for at passe på de 600.000 kroner til foreningerne.

Det var daværende borgmester Steen Vindum (V), der skrev under på aftalen med Regatta Silkeborg. Han er desværre ikke vendt tilbage på vores interviewforespørgsel.