Sørensen: Grund til optimisme i SIF
Cheftræneren er tilfreds, efter Silkeborg IF onsdag sikrede sig en sejr over HB Køge
Efter onsdagens 2-1 sejr på udebane over HB Køge fremhæver Silkeborg IF's cheftræner Peter Sørensen særligt anden halvleg.
- Vi får sat skik på spillet i 2. halvleg især efter målet, og vi havde kontrol med kampen. Vores centralforsvar (Thorbjørn Holst og Simon Jakobsen, red.) stod meget stærkt, siger han til klubbens hjemmeside.
- I første halvleg kommer vi til at stå lidt for lavt i banen, og vi sparker mere end vi spiller. Det får vi justeret på i pausen, og det endte jo godt. En god anden halvleg, fortsætter han.
Peter Sørensen fik sin første SIF-sejr
Sejren kommer efter to uafgjorte resultater i streg for Silkeborg IF.
Med sejren har klubben nu noteret 18 point på kontoen for 13 kampe. Det giver en plads som nummer seks i tabellen for landet næstbedste rækkemed tre point op til Vejle Boldklub på den oprykningsgivende tredjeplads.
Cheftræneren er bevidst om, at sejren betyder meget for mentaliteten på holdet.
- Nogle har været skuffede over deres egne præstationer, og klubben har været skuffet over resultaterne. Der har på den måde været en hel del negative ting at forholde sig til. Det gode har været, at der er et potentiale i holdet, der ikke er blevet forløst. Det modsatte havde været værre, hvis SIF havde spillet dårligt, og der ikke var potentiale til at hente mere, siger Peter Sørensen.
SIF-træner træt af brændte chancer
- Inden kampen talte vi om, at det potentiale skulle slippes løs. Det er grundlaget for optimismen, og derfor er det også skønt med en sejr. Og efter lidt over en tredjedel af sæsonen er vi på trods af det, holdet har været igennem, kun tre point fra oprykningspladserne. Derfor er der ingen grund til ikke at være optimist.
På søndag møder Silkeborg IF på udebane FC Roskilde. Kampen fløjtes i gang klokken 15.00.