Sommerferiesjov samler udsatte børn: - Det er rigtig fedt at være her
Outdoor Karavanen lagde onsdag vejen forbi Silkeborg.
Rappelling, forhindringsbaner og en tur på svævebane.
Det er bare nogle af de aktiviteter, som 50 børn fra i og omkring Silkeborg i dag hyggede sig med.
Læs også
Konceptet hedder Outdoor Karavanen, og formålet er at give de 6-17-årige børn og unge en sjov sommerferie-hverdag.
Outdoor Karavanen besøger i denne uge boligområdet omkring Lupinvej og Resedavej i den nordlige ende af Silkeborg. Karavanen kører rundt til fire forskellige lokationer i Silkeborg Kommune i løbet af sommeren.
- De børn, der kommer her, kommer måske fra familier, der ikke har så mange midler til at holde så meget sommerferie, som mange andre familier har. På den måde kan vi give børnene nogle rigtig dejlige sommerferieoplevelser, fortæller friluftsvejleder, Lars Nyhuus Henriksen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Og aktiviteterne faldt også i god jord.
- Jeg synes, det er rigtig sjovt, fortæller Malak Kurani på 7 år til TV2 ØSTJYLLAND.
220 mio. til sommerferieaktiviteter
Silkeborg Kommune støtter tilbuddet gennem 220 millioner kroner, som regeringen har afsat til sommerferieaktiviteter for udsatte børn og unge i hele landet.
Læs også
Når Outdoor Karavanen inviterer til sjov og ballade, så får børnene mulighed for at lege med hinanden samt prøve svævebaner, forhindringsbaner, rappelling, bål, bueskydning og mange andre aktiviteter.
- Jeg synes, det er rigtig fedt at være her, fordi det er hyggeligt at se alle de mennesker og være aktiv, fortæller Ahmed Ahmed på 15 år til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
- Vi håber på, at børnene får en masse leg og fællesskab og nogle personlige sejre undervejs ved for eksempel at komme op og rappelle eller få den bedste tid på forhindringsbanen, fortæller friluftsvejleder, Lars Nyhuus Henriksen.
Næste stop på Outdoor Karavanens rute er Bryrup.