Skolestruktur i Silkeborg bliver udsat et år
Politikerne i Silkeborg Kommune har nærlæst alle høringsvar og vil lave en ny proces med skolebestyrelserne i starten af det nye år
Beslutningen om en ny skolestruktur i Silkeborg Kommune bliver udsat med et år, og den vil tidligst træde i kraft i skoleåret 2017/2018.
Sådan lyder meldingen, efter at politikerne har haft tid til at læse de mange høringsvar, der kom ind i høringsperioden.
- Vi har læst alle høringssvar og lyttet til bekymrede borgere, og det tager vi seriøst. Så vi laver en ny proces, hvor vi inddrager skolebetyrelserne igen , og på den baggrund forsøger vi at komme med et nyt udspil. Det kommer så først i sommeren 2017, men det er bedre, at der går et år mere, og at vi får en god proces, siger borgmester i Silkeborg Kommune, Steen Vindum (V).
Borgmester: Vi er ikke tonedøve
Han forklarer, at det oprindelige forslag stort set er lagt dødt, men at enkelte elementer vil følge med i det nye forslag.
- Jeg kan sige, at de ni skolefællesskaber bliver ikke til noget. Der bliver flere, men hvor vi lander, kan jeg ikke svare på, siger Steen Vindum.
Han er ikke overrasket over den massive kritik, politikerne har mødt.
- Vi vidste godt, at hvis vi rører ved skolerne og noget så vigtigt, som hvor skal mit barn gå i skole, så er det noget, der sætter følelserne i gang. Og jeg synes egentlig, at processen har været okay, siger Silkeborg Kommunes borgmester.
Se hele interviewet med Steen Vindum i videoen ovenfor.