Skifter fra BSV til Aalborg
Nikolaj Jacobsen ny cheftræner i Aalborg
Aalborg Håndbold præsenterede mandag den tidligere landsholdsprofil Nikolaj Jacobsen, som på det seneste har fungeret som ekspertkommentator på TV2, i rollen som ny cheftræner.
Nikolaj Jacobsen begynder arbejdet med udgangen af denne sæson, når nuværende Robert Hedin stopper for at satse fuldt ud på jobbet som norsk landstræner.
Viborgenseren får Morten Bjerre, som også er tidligere landsholdsspiller, ved sin side som assistent. Nikolaj Jacobsen har de seneste sæsoner fungeret som assistenttræner i Bjerringbro-Silkeborg, mens Morten Bjerre har været assistent i Skjern.
Robert Hedin blev tvunget til at stoppe som træner for Aalborg Håndbold, da det norske håndboldforbund krævede, at han ikke havde et andet trænerjob ved siden af.