Silkeborg-Voel tog flot sejr over fynboer
Her til aften mødte Silkeborg-Voels ligadamer HC Odense på udebane. Udeholdet hev en imponerende sejr hjem med cifrene 13-15
Op til denne sæson har HC Odense forstærket holdet markant, så derfor var der på forhånd lagt op til en svær kamp for kvinderne fra Silkeborg-Voel.
De valgte dog at trodse modstanderens favoritrolle og hive alle to point med hjem til det østjyske. I en særdeles målfattig affære vandt Silkeborg-Voel med 15-13.
Topscorer for Silkeborg-Voel blev Trine Troelsen med syv scoringer - en bedrift der også gjorde hende til kampens topscorer. Men ellers var det mest de meget få mål, der sprang i øjnene i opgøret.
HC Odense holdt blandt andet en kvarter lang scoringspause, og det var generelt i begge ender, at målmændene Chana Masson fra hjemmeholdet og Silkeborg-Voels Stine Bonde havde en god dag, samtidig med at afslutningernes kvalitet manglede.
Med sejren kravler Silkeborg-Voel nu op femtepladsen i ligaen med syv point for syv kampe, mens dagens modstander ligger nummer 10.
HC Odense-Silkeborg-Voel KFUM
HC Odense: Maria Adler 5 (3), Suzanne Bækhøj 2, Louise Kristensen 2, Pearl van der Wissel 2, Sarah Iversen 1, Line Haugsted 1.
Silkeborg-Voel: Trine Troelsen 7 (3), Sofie Bæk Andersen 3, Freja Cohrt 2, Rikke Iversen 2, Christina Wildbork 1.
Udvisninger: HC Odense 2, Silkeborg-Voel 5.