Silkeborg sætter kultur på recept
Silkeborg kommune har skiftet medicinen ud med kulturoplevelser. Erfaringer med lignende projekter har haft god efffekt
I Silkeborg vil man sætte gang i et projekt, hvor langtidssygemeldte kan få "kultur på recept". Projektet er blevet til med inspiration fra Sverige, hvor erfaringer viser, at kulturelle oplevelser kan give borgere, der er sygemeldt med for eksempel stress eller depression et skub i den rigtige retning.
Kræftpatienten Lis Apel var med i et særligt læsegruppeprojekt, her mødtes hun med andre patienter for at få sygdommen lidt på afstand.
- Det giver overskud, det der med at man kan beskæftige sig med noget, som ikke stiller nogle krav. Sygdom stiller store krav, siger Lis Apel
Silkeborg kommune vil udvide projektet til at handle om andre kulturprojekter. Planen er at målrette projektet til langtidssygemeldte med eksempelvis stress, angst og depression.
- Det går i bund og grund ud på, at skifte medicinen ud med kulturelle oplevelser, siger John Bøgelund Frederiksen, der er kultur- og borgerservicechef i Silkeborg kommune.
I efteråret starter planlægningen af projektet, og målet er at 250 langtidssygemeldte borgere kommer igennem et forløb på 10 uger med forskellige kulturoplevelser.
Udover læsegrupper kommer projektet til at bestå af kulturelle udflugter til museer og kreativt arbejde.
- Det er en god ide at være sammen med nogen, som er i samme båd. Den der stemning af indforståethed uden man behøver at snakke sygdom. Det giver en rar følelse. Og hvis man er fælles på et museumsbesøg, så kunne det give det samme, siger Lis Apel.
Projektet i Silkeborg er inspireret fra Skåne i Sverige, hvor man startede et lignende projekt i 2008. Der lykkedes det at nedsætte langtidssygemeldtes medicinforbrug, og få dem hurtigere tilbage på arbejdsmarkedet.
- En forsøgsgruppe på 200 personer, som havde gennemgået et kulturreceptforløb på otte uger havde nedsat deres forbrug af anti-depressiver med 80 procent ved at få tre kulturoplevelser om ugen. Så der er noget, der tyder på, at det virker, siger John Bøgelund.