Silkeborg-profil efter nederlag: Det var sgu noget lort!
Det lykkedes ikke Silkeborg-Voel at avancere til semifinalen onsdag aften
Silkeborg-Voel kunne onsdag sikre sig en plads i DM-semifinalerne for første gang i klubbens historie. Først skulle København Håndbold dog besejres.
Det skulle vise sig at være lettere sagt end gjort, for på trods af en drømmestart måtte silkeborgenserne se sig besejret med 29-25.
- Vi kommer rigtig godt i gang med kampen og dækker forrygende op. Vi har styr på deres skytter, men så spiller de syv mod seks, og det formår vi ikke at slå ihjel. De får scoret nogle mål på det, og så brænder vi selv en masse. Det var sgu noget lort, siger Silkeborg-Voels profil Trine Troelsen.
Silkeborg vandt det første opgør i København med 29-23, og med københavnernes sejr i dag skal de to hold ud i en tredje og afgørende kamp i København om semifinalepladsen.
- Det var ikke det, vi håbede på. Men det er en ny kamp, og vi kan lige så godt vinde derovre. Vi håber på, at vi kan få en sejr derovre, siger Trine Troelsen.
Satte tilskuerrekord
Hvis man skulle pege på en årsag til dagens nederlag, kunne man i hvert fald ikke skyde skylden på en manglende opbakning.
Silkeborg-Voel satte nemlig ny tilskuerrekord onsdag aften. Hele 2.048 personer havde taget turen til Jysk Arena i Silkeborg for at se kampen.
Det ærgrer Silkeborg-Voel playmakeren Sofie Bæk Andersen, at de fremmødte tilskuere ikke fik en Silkeborg-sejr med derfra.
- Det er skide fedt at spille sådan nogle kampe. Jeg ville ønske, vi kunne gøre det hver hjemmekamp, men det er bare ærgerligt, at vi ikke lige formår at give dem den gave som tak for, at de kom i dag, siger Sofie Bæk Andersen.
I videoen øverst i artiklen kan du se et interview med Silkeborg-Voels Trine Troelsen.