Silkeborg kom skidt fra start
Silkeborg IF fik en uheldig start på sæsonen ved at tabe 1-2 på udebane til Esbjerg.
Der var ikke duft af tophold på Esbjerg Stadion onsdag aften.
Her så 5.805 tilskuere et svagt hjemmehold komme heldigt ud af starthullerne til den nye sæson i SAS Ligaen efter 2-1-sejr over Silkeborg.
De to fodboldhold forsøgte begge at spille pasningsfodbold fra starten, men ingen af holdene formåede at opretholde et tempo, der var den bedste liga værdig.
Silkeborg kom foran syv minutter før pausen, hvor tilbagevendte Dennis Flinta trodsede sin unge alder ved at vise flot teknik og stort overblik, da han undlod selv at afslutte fra kanten af feltet og i stedet spillede en fremadstormende Michael Hansen helt fri til en sikker scoring.
Derefter forsøgte Silkeborg at stille sig tilbage for at erobre den første sejr på Esbjerg Stadion i årevis, men missionen mislykkedes i en kamp, der først fik nerve til sidst.
Indskiftede Simon A. Pedersen og Martin Vingaard blev redningsmænd for Esbjerg.