Silkeborg IF dukket i Brøndby
Har endnu ikke scoret i Superligaen
Oprykkerne fra Silkeborg IF tabte mandag aften på udebane med 2-0 mod Brøndby IF.
Hjemmeholdet havde i store perioder svært ved at få tempo nok i spillet, mens Silkeborg kun i få momenter bed fra sig.
Målene blev scoret af Jose Ariel Nunez og Lebogang Phiri.
Et langskud i starten af kampen fra den tidligere Brøndby-spiller Nicolaj Agger hørte til de eneste farlige situationer, som man så fra Silkeborg IF, der ellers gjorde mest ud af at forsvare et resultat hjem.
Det så længe ud til at lykkes. Brøndby, der havde debutanten Elbasan Rashani med på venstrekanten, spillede i første halvleg alt for langsomt, og især på midtbanen havde man svært ved at holde tempo.
Jubel var ikke meget af hos de omkring 100 medrejsende Silkeborg-tilhængere, der efter to kampe må konstatere, at deres hold som det eneste endnu ikke er kommet på måltavlen i Superligaen. Silkeborg IF spillede i sidste runde 0-0 hjemme mod FC København.
Silkeborg IF ligger efter to runder af Superligaen nummer 11 i tabellen.
Silkeborg IF møder fredag på hjemmebane Sønderjyske klokken 18.30.