Silkeborg banker OB ind i nedrykningsdrama med storsejr
Silkeborg IF spillede sæsonens klart bedste kamp, da holdet ydmygede OB og vandt med tenniscifre.
Der var klasseforskel på de to mandskaber, da bundproppen fra Silkeborg mandag aften smadrede OB med 6-0 i Superligaen.
Gæsterne fra OB blev gang på gang spillet tynde af Silkeborgs hurtige kombinationer og kunne ikke stå imod presset fra Superligaens bundprop.
Sejren var en tangering af Silkeborgs største sejr i Superligaen. Det var samtidig første gang i sæsonen, at Silkeborg holdt modstanderen fra at score i en superligakamp.
Nedrykningsdrama venter
Nederlaget gør OB til en del af nedrykningsdramaet i pulje 2, hvor blot tre point adskiller OB på førstepladsen og Sønderjyske på den tredjeplads, der vil sende klubben i playoffkampe om overlevelse i Superligaen.
Sayouba Mandé debuterede i OB-målet, men det skulle vise sig at blive en sand mareridtsdebut for den 27-årige fødselar.
Hele seks gange måtte Mandé fiske bolden ud af nettet, da Silkeborg viste alt andet end tegn på, at klubben har kurs mod 1. division i næste sæson.
Junior scorer
Efter 25 minutter spil lykkedes det Silkeborg at bringe sig foran, da kantspiller Nicolai Vallys sendte bolden ind i feltet med et fladt indlæg, som angriber Junior Brumado kastede sig ned i og bugserede i mål.
Allerede to minutter senere kom Nicolai Vallys igen i fokus, da han på kanten af offside prikkede hjemmeholdet på 2-0.
OB skiftede tre spillere i pausen, men lige lidt hjalp det, da Junior Brumado et minut inde i anden halvleg lukkede opgøret med et tørt spark fra kanten af feltet.
I det 52. minut slog hjemmeholdet igen til på en kontra, da Silkeborg-anfører Mads Emil Madsen drev bolden frem og udplacerede Sayouba Mandé i OB-målet.
5-0-scoringen blev sat ind efter 73 minutters spil, da Silkeborg-angriber Emil Holten sparkede en dårlig clearing op i nettaget, og blot få minutter efter blev ydmygelsen total, da netop indskiftede Alexander Lind sparkede bolden i mål til slutstillingen 6-0.
Silkeborg har 11 point op til Sønderjyske med 15 point tilbage at spille om.