SIF-træner træt af brændte chancer
Peter Sørensen havde før kampen mod Helsingør fokus på, at Silkeborg IF skulle score på deres chancer
Sent lørdag aften spillede Silkeborg IF 0-0 på hjemmebane mood FC Helsingør.
Silkeborg holder dermed igen buret rent, men til gengæld kniber det også med selv at få scoret. Noget som den nye træner Peter Sørensen ellers har haft stort fokus på.
- Når man ikke selv kan score er 0-0 det bedste resultat, man kan opnå. Det kunne være gået værre, for Helsingør havde også sine chancer, siger Peter Sørensen til Silkeborg IF's hjemmeside.
Han siger samtidig, at FC Helsingør pressede Silkeborg godt.
Ny skuffelse: SIF spillede igen uafgjort
- Helsingør var bedre med efter pausen, end vi brød os om. De spiller direkte og gør det godt, og det skulle vi have været bedre til at forhindre. Men vi kan ikke drysse tryllestøv ud over tingene og løse det på den måde. Vi skal producere chancer - det gør vi i dag - og så skal vi score på dem. Det er vejen til sejr, lød det fra Sørensen.
Silkeborg IF har blot scoret 10 mål i 12 kampe indtil videre i sæsonen, og med en øjeblikkelig sjetteplads og seks point til oprykningen er der allerede kommet en smule pres på den nye træner Peter Sørensen, hvis han vil indfri klubbens målsætning om oprykning.