SIF afviser fusions-planer
Silkeborg IF's direktør Kent Madsen tror ikke på en fusion med FC Midtjylland
I Silkeborg er de ikke interesserede i en fusion med FC Midtjylland.
Det er ellers, hvad direktør i Jyske Bank, Anders Dam, har foreslået.
- Her i klubben er Anders Dams synspunkter velkendte, han har faktisk talt om det i flere år. Men det er ikke noget, jeg kan forestille mig, siger Silkeborg IF's direktør, Kent Madsen, til tv2oj.dk.
- Man skal selvfølgelig passe på med, hvad man siger, men som jeg ser det, ville det give betydelige udfordringer, fortsætter han.
Se: Bankboss vil fusionere klubber
Jyske Bank har store interesser begge steder med hovedsæde i Silkeborg og som hovedsponsor i FC Midtjylland.
Direktør Anders Dam mener, at et stykke ude i fremtiden skal de to fodboldklubber slå sig sammen og blive en samlet enhed i jagten på succes.
- Vi ser forskelligt på tingene. For Anders Dam er det vigtigste at spille med blandt de bedste, mens vores ambition er at spille med i Superligaen. Det handler om, hvorvidt man vil dele, eller om man vil have sit eget, siger Kent Madsen.
Se også: SIF-fanklub: Dårlig joke
SIF-direktøren lægger vægt på, at der er store udviklingsmuligheder i Silkeborg. I 2017 åbner et nyt stadion, klubben har intensiveret sit talentarbejde, og så ser klubben frem til den nye turneringsstruktur i Superligaen, som udvider antallet af pladser fra 12 til 14 hold.
- Vi ser ingen naturlig sammenhæng mellem Silkeborg og Herning. Jeg kan ikke se, hvordan det skulle fungere i forhold til hjemmebane og stadion, siger Kent Madsen.
- Så længe der er opbakning fra erhvervslivet og lokalbefolkningen i Silkeborg, så lægger vi gerne arbejdet i en lokal klub, som vi har gjort de sidste 30 år.