Se her, forældre: Børnene går foran med bud på klimaløsning
Måske de voksne i Silkeborg skal skele lidt til kommunens skoleelever, når Gudenåen igen truer med at gå over sine bredder, for en 6. klasse fra Sejs har et bud på en løsning.
I Danmarks selvudnævnte outdoorkommune har naturen det med engang imellem at komme lige tæt nok på.
Gang på gang truer oversvømmelser, når Gudenåen stiger, så opfindelser der kan holde vandet fra døren – og kælderen – er ønskede.
Måske de voksne i Silkeborg skal skele lidt til kommunens skoleelever. 5. og 6. klasserne var nemlig tirsdag samlet til en dyst i løsninger på verdens klimaudfordringer.
Matematik og dansk kan godt blive lidt kedeligt, når man bare sidder på stolen hele tiden
Det skete i en dyst til naturfagsmaraton, som arrangeres af Naturvidenskabernes Hus. Det er Danmarks største konkurrence i naturfag, som holdes lokalt i mange kommuner som en hjælp til at bringe praksis ind i skolerne og naturfag i børnehøjde:
- Mange vil måske opleve en eller anden form for magtesløshed over for en oversvømmelse, en eller anden naturbegivenhed. Her viser man, at der er noget, man kan gøre, og at man kan handle på det, der sker, fortæller udviklingskonsulent fra Naturvidenskabernes Hus Henrik Bay Madsen.
Han kiggede med på konkurrencen, hvor eleverne fra Silkeborg var mødt op med forskellige løsninger. Eksempelvis 6.X fra Sejs Skole, som fremviste et bud på en oversvømmelsesalarm, som altså kan sige til, når vandet kommer lige lovligt tæt på.
Thor kender smattet ved søen
Den stod blandt andre 12-årige Thor bag, og den praktiske opgave passede ham godt.
- Matematik og dansk kan godt blive lidt kedeligt, når man bare sidder på stolen hele tiden, som han sagde til TV2 ØSTJYLLANDs fremmødte, der fik kigget nærmere på skoleelevernes klimaløsninger.
- Nu bor jeg tæt på en sø, så der bliver lidt smattet dernede af engang imellem. Det er lidt træls, hvis man gerne vil ned til søen og se vandet, forklarede Thor.
Naturfagsmaraton er Danmarks største konkurrence i naturfag for elever i 5. og 6. klasse.
For Thor var naturfagsforløbet også god læring til fremtiden.
- Hvis der nu sker et eller andet med ens hus, når man bliver større, som han sagde.
Og vinderen? Jo, 6. X. endte faktisk med at hive trofæet hjem for den bedste klimaløsning.