Så gavmild var Lars Larsen

Lars Larsen var uundværlig for Silkeborg.

Dynekongen Lars Larsen har haft enorm betydning for Silkeborg. Sådan lyder konklusionen fra byens borgmester, Steen Vindum (V).

Den afdøde erhvervsmand har blandt andet lagt navn til musikteateret og fodboldstadionet.

- På mange måder har Lars Larsen været en fantastisk personlighed, og han har været med til at sætte Silkeborg på landkortet, siger Steen Vindum til TV2 ØSTJYLLAND.

Også byrådsmedlem Gitte Willumsen (V) er taknemmelig for alt det, Lars Larsen har gjort for byen.

- Han har været uundværlig for Silkeborg. Han har betydet rigtig meget for vores idræts- og kulturliv, siger Gitte Willumsen.

Borgmester i Silkeborg Steen Vidum (V) mener, at Lars Larsen har været med til at sætte Silkeborg på landkortet. 

Sov ind mandag

Lars Larsen sov mandag morgen stille ind i sit hjem ved Silkeborg. Han var den fjerderigeste person i Danmark.

Og selvom tegnebogen var fuld, var han aldrig for fin til at deltage i kultur- og sportsarrangementer i lokalområdet.

- Han kom altid til vores nytårskoncert og til vores premierer på teaterets musicals. Han var bare nede på jorden, siger hun.

Lars Larsen har i alt doneret 15 millioner kroner til Jysk Park, der er Silkeborg IF's hjemmebane.
Lars Larsen har i alt doneret 15 millioner kroner til Jysk Park, der er Silkeborg IF's hjemmebane. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Flere fik glæde af Larsens tegnebog

Lars Larsen donerede ti millioner til byens nye kulturhus i begyndelsen af dette årtusinde.

Han donerede også 15 millioner kroner til byens fodboldstadion.

Han har doneret mange penge til lokalområdet, men har generelt været gavmild med pengene i hele landet.

Han har været hovedsponsor til Parasporten, doneret soveposer, liggeunderlag og håndklæder til landets hjemløse hver vinter og har desuden støttet det årlige indsamlingsshow ’Danmarks Indsamlingen’.

Tidligere i år donerede Lars Larsen også penge til en søtrappe i fødebyen Hurup i Thy.