Rutineret målmand fortsætter i BSV
Søren Rasmussen har forlænget sin kontrakt indtil sommeren 2018
Bjerringbro-Silkeborgs rutinerede målmand bliver i det midtjyske indtil sommeren 2018, da han netop har forlænget sin kontrakt med klubben i to år.
- Jeg har ønsket at blive her i klubben, fordi jeg synes, at vi har gang i et meget, meget spændende projekt. Det var en udfordring at komme hjem til Bjerringbro-Silkeborg i sidste sæson og være med til at spille et helt nyt hold sammen. Vi tog et kæmpe skridt i sidste sæson, og jeg synes, at fremtiden ser lys ud i Bjerringbro-Silkeborg. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi kommer til at spille med om nogle rigtig fine medaljer i fremtiden, siger Søren Rasmussen, der glæder sig til samarbejdet med unge og talentfulde Sebastian Frandsen, der bliver makkeren i Bjerringbro-Silkeborg-målet i den kommende to sæsoner.
Målmanden Søren Rasmussen kom til den midtjyske klub under den store udskiftning i sommeren 2014.
Den erfarne spiller har et flot CV med en DM-titel, en Champions League-titel og en VM-sølvmedalje på det lange og flotte CV.
Når den nye kontrakt med Bjerringbro-Silkeborg udløber vil målmanden være rundet de 41 år, men alderen tynger ikke hos den jyske målmand.
- Jeg satser på, at jeg stadig kan blive ved med at udvikle mig. Også i og med at jeg løbende får større og større kendskab til den danske liga, og de spillere, der spiller mod os. Jeg har stadig energien og lysten til håndbold, og så længe den er der, så tror jeg også, at der er mulighed for udvikling, siger Søren Rasmussen.