Rekordforsøg: Laaaang elbil-parade ved motorvejsåbning

Op mod 300 elbiler skal markere åbning af Silkeborgmotorvejen

Elbiler i kortege over Øresundsbroen i september 2014. Foto: CO2 Green Drive

Når Silkeborgmotorvejen åbner til september, vil det blive markeret med et rekordforsøg.

I forbindelse med den officielle åbning den 11. september vil blandt andre FDEL, Forenede Danske Elbilister, forsøge at lave en parade med elbiler, som skal blive verdens længste og derfor optaget i Guinness Book of Rekord. 

Vil samle 300 biler
- Vores mål er at samle omkring 300 elbiler fra Danmark, Norge, Sverige og Tyskland og dermed skabe en unik oplevelse med fremtidens bud på miljøvenlig kørsel med elbiler, siger Martin Messer Thomsen, formand for FDEL, i en pressemeddelelse.

For to år siden var rekorden dansk, da 160 elbiler kørte over Øresundsbroen i parade, men siden har de canadiske elbil-entusiaster slået den rekord.

SE OGSÅ: VIDEO: Se eller gense hele motorvejsgudstjenesten her

I 2015 samlede de nemlig 241 biler i den canadiske by Montreal, og det resulterede i en plads i den berømte rekordbog.

Byggeriet af Silkeborgmotorvejen Foto: Bjarne Sig Jensen

- Motorvejsåbningen i Silkeborg er en enestående mulighed for at profilere elbiler og elbilernes udbredelse. Og det tilmed i et af de smukkeste områder i Danmark, siger Bent Vistisen fra styregruppen bag rekordforsøget.

Bag rekordforsøget står FDEL i samarbejde med CO2 Green Drive samt projektpartnerne Bent Vistisen, Jan Meier-Larsen og Jørn Grønkjær. Alle elbilerne placeres sidst i den store bilkortege, der efter snoreklippet bliver de første biler på den nye motorvej.

Fakta om Silkeborgmotorvejen

  • Vejdirektoratet er bygherre på Silkeborgmotorvejen.
  • Den sidste etape af motorvejen mellem Funder og Hårup åbner 11. september 2016.
  • Silkeborgmotorvejen er 29,2 kilometer lang – fordelt på 24,7 kilometer i Silkeborg kommune og 4,5 kilometer i Skanderborg kommune.
  • Når Silkeborgmotorvejen er færdig, vil der på sigt køre op imod 30.000 biler i døgnet på den. Til sammenligning kører der omkring 65.000 biler i døgnet på E45 ved Århus. 
  • Silkeborgmotorvejen vil give en tidsbesparelse på minimum 12 minutter mellem Funder og Låsby. Væsentligt mere i myldretiden. 
  • Der bygges 35 broer på hele strækningen.
  • Broen over Gudenåen bliver ca. 350 meter, mens broen i Nordskoven bliver ca. 500 meter lang. Længst bliver dog den op til 30 meter høje og 740 meter lange imponerende dalbro ved Hørbylunde vest for Silkeborg.
  • Der er sat 6.291 millioner kroner af til at bygge Silkeborgmotorvejen.
Kilde: Silkeborg Kommune