Regn væltede ned i Elgiganten
Elgiganten i Silkeborg bukkede under for vandmængderne lørdag
De første par kunder blev modtaget med regnvådt gulv, da Elgiganten åbnede lørdag.
Her fossede vandet, som du kan se i videoen øverst, ned fra loftet på grund af de store regnmængder.
- Jeg tænker jo først, at vi kan sætte lidt gryder op og så videre, men jeg skynder mig herop, og så vælter det ud med vand fra loftet, siger Niels Esmarch, der er varehuschef i Elgiganten i Silkeborg.
Først var frygten, at varehuset ikke kunne åbne, men det lykkedes at få styr på vandmasserne.
Og selv om omsætningen var en anelse mindre end på en normal dag, så var det ikke noget alvorligt.
Til gengæld mangler Niels Esmarch stadig at få klarhed over, hvad omkostningerne ved vandskaderne bliver.
Du kan se Elgiganten i Silkeborg stå under vand i videoen øverst i artiklen.