Profil misser mulig DM-finale
Mathias Madsen fra BSV er slemt skadet
Bjerringbro-Silkeborgs håndboldherrer er alvorligt svækket i forsvaret forud for de afgørende kampe om at vinde DM-guld.
Forsvarskrumtappen Mathias Madsen er ude med en knæskade i op til 12 måneder.
Det forreste korsbånd i det ene knæ er revet over, og det betyder, at Bjerringbro-Silkeborg-spilleren blandt andet går glip af resten af slutspillet og en eventuel DM-finale.
- Det er super bittert. Specielt taget i betragtning af, at det ser ud som om, vi skal spille finale. Vi har spillet rigtig fint, og for mig personligt er det gået rigtig godt. Så den er hård lige at sluge lige nu, siger Mathias Madsen til sporten.tv2.dk.
Det har været en lidt mærkelig sæson for Bjerringbro-Silkeborg, som så ud til at være langt fra den form, der kunne sikre holdet adgang til en DM-finale, men som nu er yderst tæt på netop det mål.
Derfor er Mathias Madsen og resten af holdet ekstra ærgerlige over den uheldige skade, som vil kræve en operation.
- Jeg ved endnu ikke, hvornår jeg skal opereres, for vi skal lige have væsken ud af knæet først. Det er meget hævet, og der er nogle blodansamlinger, der gør, at man ikke må åbne det endnu, forklarer den tidligere GOG-spiller.
Mathias Madsen, som har været en del af Bjerringbro-Silkeborgs trup siden 2007, blev skadet under søndagens 29-23-sejr over Skjern.