Politiet beder om hjælp til at identificere gerningsmand
Politiet offentliggør billeder af gerningsmand, som stjal 6.500 kroner fra kassen i Rema1000 i Them.
Den 13. juli 2020 blev der stjålet 6.500 kroner fra kassen i Rema 1000 på Silkeborgvej i Them.
Manden stillede sig op i vindfanget til butikken og da en af kasserne var ubemandet, så løb han hen og stjal pengene.
- Han laver det her kassedyb, da medarbejderen er væk, fortæller politikommissær Bent Riber Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Bagefter stak manden af og derfor offentliggøre Midt- og Vestjyllands Politi nu billeder af den formodede gerningsmand.
- Vi har ikke så meget mere at gå efter, fortæller politikommissæren fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Hvis man har set manden løbe væk eller genkender ham, så vil Midt- og Vestjyllands Politi gerne høre fra eventuelle vidner. De kan kontaktes på 1-1-4.
Beskrivelse af gerningsmanden:
- 25-30 år
- Almindelig bygning
- Mørkt hår og skæg
- Iført sort joggingtøj med grå hætte og sorte træningsko