Piger stjal bh'er og kondomer
Mindreårige piger på rov i Føtex
Fire piger på bare 13-14 år er blevet noteret for en stribe butikstyverier i Silkeborg Midtby.
Ifølge netavisen mja.dk blev en 14-årig pige fra Silkeborg-området ved 16-tiden mandag eftermiddag opdaget efter at have stjålet en bikini, bh-toppe, trusser, bukser og en taske i en butik. Varerne havde en samlet værdi af knap 1.500 kr.
En politipatrulje kørte senere pigen hjem til sine forældre. Da betjentene undersøgte hendes værelse, viste det sig, at hun tidligere også havde stjålet blandt andet kosmetik og tøj.
13-årige stjal kondomer
Omtrent samtidig med at den 14-årige pige blev taget for butikstyveri, blev tre andre piger på 13 og 14 år taget for butikstyveri i et Føtex-supermarked på Torvet i Silkeborg.
Alarmen gik, da de tre piger forsøgte at snige sig forbi supermarkedets information.
Det viste sig, at den ældste af de tre, en 14-årig pige, havde
stjålet blandt andet kunstige negle og en deodorant til i alt 600 kr.
De to 13-årige piger havde begge stjålet kondomer. Den ene havde desuden forsøgt at få en gratis deodorant med sig hjem, oplyser mja.dk.