Peter Sørensen kræver point på kontoen
Silkeborg IF's nye træner Peter Sørensen kræver point på kontoen før lørdagens sene kamp
Peter Sørensen begyndte sin trænerkarriere i Silkeborg IF med 1-1 på hjemmebane mod Næstved.
Nu har han haft en pause på grund af en udsat kamp, og lørdag aften klokken 20.45 venter FC Helsingør, der kigger forbi Mascot Park.
Og ambitionen om oprykning er bestemt ikke pakket væk endnu, selv om der i skrivende stund er syv point op til de sjove pladser.
- Vi må konstatere, at vi er kommet igennem den første tredjedel af sæsonen og har et efterslæb. Det betyder, at vi skal ud og vinde stort set hver gang, siger Peter Sørensen til tv2oj.dk.
Silkeborg IF's seneste kamp blev udsat, da der var mange spillere på landsholdsopgaver. Derfor glæder Peter Sørensen sig til at komme i kamp igen.
- Det er længe siden, vi har spillet kamp, og vi trænger til at få nogle sejre. Det har været en tålmodighedsprøve at have den her kamppause, siger Peter Sørensen.
Cheftræneren ser også Silkeborg IF som favoritter i aftenens kamp.
- Det er klart, at vi er dem, der har de bedste forudsætninger, siger Peter Sørensen.
Silkeborg IF og FC Helsingør har begge 14 point på henholdsvis syvende- og ottendepladsen.