Parasitter i Schoubyes Sø
Giver en kraftig kløe og røde knopper
Man skal være opmærksom på, hvilken sø man snupper en dukkert i disse dage. Flere søer bøvler med blågrønalger, og nu melder Silkeborg Kommune, at der sandsynligvis er parasitter i Schoubyes Sø øst for Silkeborg.
Flere badegæster har de seneste dage oplevet at få en kraftig kløe og røde knopper efter en tur i vandet ved Schoubyes Sø, der også er kendt som "Den Kunstige Sø", da den er kunstigt etableret.
- Der er sandsynligvis tale om en ikte, som er en parasit, der lever i henholdsvis fugle og snegle, oplyser Silkeborg Kommune.
Ikterne er ikke farlige for mennesker, men det kan give små røde knopper og en kraftig kløe.
- Hvis du oplever symptomerne, kan du kontakte din læge, der kan give dig eller dit barn et middel mod kløen. Flere melder desuden tilbage, at antihistaminer hjælper mod kløen, oplyser Kommunen.
Der er opsat skilte ved søen, som advarer folk mod at bade i den.
De små knopper og kløen forsvinder af sig selv efter et par dage.