Øvelse lukker motorvejen i Silkeborg onsdag aften
En øvelse spærrer motorvejstunnel i Silkeborg et kvarters tid onsdag aften
Onsdag aften går bommene ned for motorvejstunnelen i Silkeborg. Det betyder, at vejen spærres i begge retninger en kort overgang.
Årsagen er en øvelse, som Midt- og Vestjyllands Politi, Midtjysk Brand & Redning, Sundhedsberedskabet og Vejdirektoratets Trafikcenter deltager i.
Øvelsen skal teste, hvordan alarmering, kommunikation, fremrykning og afmelding fungerer, hvis der eksempelvis opstår en brand i motorvejstunnelen.
Læs også
Vejdirektoratet forventer, at tunnelen vil være spærret for trafik i begge retninger i omkring 15 til 20 minutter mellem klokken 20 og 21.
Spærringen sker umiddelbart før tunnelen i begge retninger. Der skiltes ikke med omkørselsruter, men trafikanterne kan foretage en omkørsel via det kommunale vejnet mellem tilslutningsanlæg 27 og 29.
Alternativt må trafikanterne væbne sig med tålmodighed og vente til øvelsen er slut. Tunnelens bomme går ned, og de elektroniske signaler vil tydeligt vise, at tunnelen er lukket.