Oplever flere chikanesager
Politiet får flere anmeldelser om sms-chikane
Det seneste år har formand for DSU i Silkeborg Casper Mouritsen modtaget sms-beskeder med et seksuelt indhold.
Han har nu valgt at melde chikanen til politiet, og hos lokalpolitiet i Silkeborg oplever vicepolitikommissær flere og flere sager, der handler om trusler eller chikane sendt via en sms.
- Vi får flere og flere anmeldelser, især fordi forældrene er blevet mere opmærksomme på, hvis deres børn modtager en sms fra et ukendt nummer, siger Keld Grosen vicepolitikommissær ved lokalpolitiet i Silkeborg til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Sager om trusler prioriteres højere end chikanesager hos politiet forklarer Keld Grosen.
- Den konkrete sag om sms-chikane tager vi meget alvorligt, og vi vil nu undersøge, om sms-beskederne kommer fra de personer, som anmelderen har mistænkt for at stå bag chikanen, siger Keld Grosen til TV 2 | ØSTJYLLAND.