Nyt Jorn-maleri opdaget ved et tilfælde
Da maleri for nylig skulle til konservator, blev det afsløret, hvad der gemte sig på bagsiden.
I 50 år har et maleri af Asger Jorn hængt på museet i Silkeborg, uden at folkene på museet har kendt til det.
Igennem alle årene er gæster og ansatte på museet gået forbi det dagligt uden at ænse det.
Maleriet måler 21,5 x 28 cm og gengiver en bondegård fra Silkeborgegnen. At ingen har set det skyldes, at det er malet på bagsiden af et andet maleri i udstillingen. Først da dét maleri for nylig skulle til konservator, blev det afsløret, hvad der gemte sig på bagsiden.
- Vi afleverede billedet til konservatoren, som så ringede tilbage og spurgte, om vi var klar over, at vi havde indleveret ikke bare et, men to malerier, fortæller direktør på Museum Jorn, Jacob Thage, til TV2 ØSTJYLLAND.
- En sensation
Han troede ikke selv på det, lige da han hørte nyheden fra konservatoren, men den var god nok.
- En million gæster har jo set forsiden af maleriet, men de har ikke vidst, at der også var et maleri på bagsiden. Jeg har selv gået forbi det et utal af gange uden at ane det, siger Jacob Thage, der betegner opdagelsen som en sensation.
Det er malet af Asger Jorn som 18-årig i 1932 og indskriver sig dermed i værkfortegnelsen som et af Jorns allerførste oliemalerier.
- Det hører til Jorns tidlige arbejde, da han malede naturalistisk – altså før Cobra-tiden – og det viser os noget interessant i forhold til farverne, da der er brugt meget kraftige farver, og samtidig er beskæringen usædvanlig, fortæller Jacob Thage.
Skjult bag finerplade
Når værket ikke er blevet opdaget før, skyldes det, at der var monteret en finerplade på bagsiden, der skjulte det.
- Vi ved ikke, hvorfor pladen var monteret. Vi har andre malerier, hvor der er malet både på forsiden og bagsiden af lærredet, men de er registreret. Det her er helt nyt for os, siger Jacob Thage.
At Jorn malede på begge sider af lærredet, var ikke usædvanligt og skyldtes ganske enkelt økonomi.
- Det var ikke ualmindeligt, at kunstnerne dengang genbrugte lærredet, for det var dyrt, men vi har ikke oplevet noget tilsvarende før, og vi vil nok kigge en ekstra gang, om andre malerier er lukket til på samme måde bag på, siger museumsdirektøren.
Malerierne bliver nu monteret, så museets gæster kan se både bagside og forside. De kan ses på Museum Jorn fra onsdag den 16. november.