Nyt håb i Mollerup
Kommunen vil kigge nærmere på byens bordel
De lokale beboere i landsbyen Mollerup ved Silkeborg er godt trætte af byens bordel.
Som TV 2 | ØSTJYLLAND i går kunne fortælle banker fulde bordelkunder, ifølge beboerne, på de forkerte husdøre om natten, og det flyder flere steder med kondomer efter udskejelser på bordellet.
SE OGSÅ: Beboere trætte af bordel
Men nu er der nyt håb. Silkeborg Kommune og Midt- og Vestjyllands Politi lover nu, at de vil kigge nærmere på bordellet.
- Vi vil tage en dialog med ejeren af ejendommen. Vi vil gerne have en tilkendegivelse af, hvad han bruger denne her ejendom til og se, om der er noget, som vi kan gøre i forhold til eventuelt at lukke stedet, siger fungerende borgmester i Silkeborg, Frank Borch-Olsen (Kons.), til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Og den melding vækker glæde i Mollerup.
- Det er dejligt, at der endelig sker noget, for hver gang jeg har ringet ind til politiet og anmeldt et eller andet - så sker der ikke noget, siger Kim Hansen, der er nabo til bordellet.
Stedet er allerede kendt af politiet. I januar blev to udenlandske piger fra bordellet anholdt af politiet, fordi de ikke havde arbejds- og opholdstilladelse.
I indslaget øverst kan du høre, hvad politiet har tænkt sig at gøre i sagen.