Nu begynder arbejdet: Motorvej skal have ny asfalt
I de kommende fire uger skal asfalten udskiftes på en strækning på 12 kilometer fra Funder ved Silkeborg og mod vest.
Trafikanter på motorvejen mellem Funder og Herning skal de kommende uger indstille sig på en forlænget rejsetid.
Fredag aften begynder arbejdet med at udskifte asfalten på en 12 kilometer lang strækning af motorvejen mellem Funder ved Silkeborg og Herning.
Arbejdet vil give gener for trafikanter på strækningen i begge retninger, lyder det fra Vejdirektoratet, der beklager ulejligheden.
Læs også
Først skal den gamle asfalt fræses af, derefter skal der lave reparationer i den underliggende belægning, inden den nye asfalt bliver lagt.
Ifølge Vejdirektoratet er det en mere klimavenlig asfaltbelægning, der også skal sikre en mere jævn kørebane for trafikanterne.
Sådan påvirkes trafikken
Første etape af arbejdet, der altså begynder i aften, foregår i retning fra Funder mod Herning og vil vare i cirka to uger.
- Trafikken bliver afviklet med omkørsel ad rute 195, den gamle hovedvej. Når denne etape er færdig, så skifter vejarbejderne over til det østgående spor, hvor trafikanter også vil blive ledt ind på 195, men i modsat retning, skriver Vejdirektoratet på sin hjemmeside.
Vejarbejdet bliver udført i dagtimerne i weekender og om natten på hverdage i tidsrummet kl. 17.00 til 06.30, oplyser Vejdirektoratet.
I dagtimerne på hverdage er der fuldt åbent for trafikken, dog med nedsat hastighed, hvor der bliver kørt på fræset overflade eller ved manglende striber. mens der i weekenderne er omkørsel hele døgnet.
Du kan holde dig opdateret på trafiksituationen på strækningen de kommende uger via hjemmesiden trafikinfo.