Motorvej: Nu klippes snoren...
Fredag slippes bilerne løs over Funder Ådal
Den nye motorvej vest for Silkeborg er klar til at lægge asfalt til de første biler og motorcykler.
Den 12 kilometer lange strækning bliver officielt åbnet fredag kl. 15.30, hvor transportminister Henrik Dam Kristensen (S) klipper snoren under åbningsfesten, der finder sted midt på den nybyggede bro over Funder Ådal.
- Vi har glædet os til den her dag meget længe, og vi håber, at rigtig mange vil være med til at fejre den med os. Det giver os mulighed for at sige tak til naboer og mange andre, som har været berørt af byggeriet i større eller mindre grad. De har udvist stor tålmodighed med os gennem hele forløbet, og det er vi naturligvis taknemmelige for, siger projektleder Robin Højen Madsen fra Vejdirektoratet.
Inden den officielle åbning har cyklister og fodgængere mulighed for at tilbagelægge turen fra Bording til Funder - helt uden motorstøj. Motorvejen er åben for alle interesserede fra kl. 9.
I TV 2 | ØSTJYLLANDs nyhedsudsendelser kan du fredag se mere om åbningen af den nye motorvej.