Modne mænd får rettet tænderne
Tandlæger i Ans har fundet nyt marked
Alder er ingen hindring for at se godt ud. Den erfaring har de gjort sig hos Tandlægerne i Ans, for her er det ikke kun unge, der lægger sig i tandlægestolen for at få rettet bisserne til med en bøjle.
Også voksne og ældre, der ønsker at skille sig af med en skæv fortand eller et stort overbid, vælger at gå med tandbøjle. Det fortæller DR Østjylland.
Indehaver Rikke Freitag modtager mellem fem og otte henvendelser om tandretning hver uge.
- Der har været en del mænd på 40+, som har henvendt sig med forespørgsler på, hvad vi kan gøre for dem. Jeg tror, det har noget at gøre med, at tænder generelt og det at have et flot smil indvirker på folks selvværd.
- Jeg tror, at hvis man er en mand på 40+, så vil man stadigvæk gerne vide, at man er attraktiv, og der kan man få nogle positive kommentarer, hvis smilet er flot, siger Rikke Freitag.
Hos Tandlægerne i Ans tilbyder Rikke Freitag en speciel tandbøjle, der kun skal sidde på i syv til 12 uger for at tænderne er rettet til. Bøjlen kan rette kosmetiske korrektioner og er billigere end en traditionel tandbøjle. Og Rikke Freitag har da også tandsæt fra både København, Fredericia og Brønderslev i stolen.
- Det er fleksibelt i forhold til folks liv, fordi den her bøjle næsten er usynlig i munden. Og så er den aftagelig, så folk kan tage den af, hvis de for eksempel har et vigtigt møde eller skal til bryllup, hvor de ikke ønsker at bruge den i en kortere periode.
- Det kan man ikke med en konventionel bøjlebehandling. Der er ikke mange voksne i dag, der har lyst til at have togskinner på tænderne, siger Rikke Freitag.
Den aftagelige bøjle retter ikke funktionelle problemer, men kun kosmetiske.
Kilde; DR Østjylland