Minister: Det er en solstrålehistorie
Succes med mentorordning for udsatte unge
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har i dag været på besøg i Silkeborg for at møde to unge mænd, der på trods af at de lider af henholdsvis ADHD og skizofreni, er i arbejde.
Det er en mentorordning, som Silkeborg Kommune har indført, der gør det muligt for unge kontanthjælpsmodtagere at komme i arbejde. De to unge mænd er begge tilknyttet en mentor, der støtter og vejleder dem i deres daglige arbejde i Føtex i Silkeborg.
- Historien om Theis og Anders viser, at det godt kan lade sig gøre, siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Silkeborg som inspiration
Det er Silkeborg Kommune, der har indgået en række aftaler med lokale virksomheder om en mentorordning, hvor unge, der har behov for støtte, bliver hjulpet i gang.
- Jeg tror, det er der, der dybest set er den største effekt. Jeg tænker ikke økonomi her, jeg tænker rent menneskeligt. Vi har altså mange unge kontanthjælpsmodtagere, som skal have en hjælpende hånd. Til gengæld så giver de jo så meget mere tilbage til samfundet, siger borgmester i Silkeborg Kommune, Hanne Bæk Olsen (S), til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Dagens besøg i Silkeborg har givet ministeren lidt at tænke over.
- Jeg synes denne her historie om Føtex i Silkeborg fortæller, at det at lave en meget virksomhedsnær indsats omkring - også nogle af vores lidt mere sårbare unge - det er den rigtige vej at gå. Det er det, jeg tager med videre, siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se indslag øverst på siden.