Mascot vil forlænge sit sponsorat med Silkeborg IF
Beklædningsvirksomheden Mascot har planer om at fortsætte som hovedsponsor i klubben
De næste to år kommer byens stadion i Silkeborg efter alt at dømme til at beholde navnet 'Mascot Park'.
Silkeborg IFs hovedsponsor Mascot, som producerer arbejdsbeklædning, har nemlig planer om at forlænge sit sponsorat med klubben.
Det bekræfter direktør for Mascot, Michael Grosbøl, over for tv2oj.dk:
- Jeg havde et møde med Kent Madsen (direktør i Silkeborg IF, red.) i går eftermiddag om en forlængelse af sponsoratet frem til 2017.
Han fortæller, at den endelige aftale om kontraktforlængelsen ikke er underskrevet endnu, men forventes at falde på plads enten i dag, torsdag, eller fredag.
Ingen kommentarer om fremtiden
Mascot har været hovedsponsor i Silkeborg IF siden 2011, hvor Jyske Bank valgte at droppe sit sponsorat.
Om virksomheden også er det efter 2017, hvor kontraktforlængelsen skal løbe frem til, vil direktør for Mascot Michael Grosbøl ikke kommentere nærmere på.
Han peger på, det er i 2017, at byggeriet af det nye stadion i Silkeborg skal stå færdig og at det derfor er svært at spå om.
Samme år vil Mascot ikke længere være en Silkeborg-baseret virksomhed. Mascot er i øjeblikket ved at bygge et nyt domicil i byen Pårup i Ikast-Brande Kommune.
Får flytningen nogen betydning for jeres sponsorat?
- Det vil jeg ikke kommentere på, siger Michael Grosbøl.
Hvor mange penge hovedsponsoratet og navngivningen af stadionet er værd, er ifølge Michael Grosbøl klausuleret.