Mand truer campister og sætter ild til sin campingvogn
Sidst på eftermiddagen onsdag blev en 54-årig mand anholdt for at angiveligt at have sat ild til sin egen campingvogn.
Onsdag eftermiddag fik campisterne på Hjøllund Camping i Silkeborg sig noget af oplevelse.
En 54-årig mand, der opholdt sig på campingpladsen, satte angiveligt ild til sin egen campingvogn.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politis vagtchef til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
- Vi får anmeldelsen klokken 16:15, og da vores betjente kommer derud, har den 54-årige mand en truende adfærd over for de andre gæster på campingpladsen, fortæller vagtchef Simon Skelkjær fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Manden blev derefter anholdt derude og taget med på stationen.
Ingen tilskadekomne
Den 54-årige mand satte ifølge vagtchefen fra Midt- og Vestjyllands Politi angiveligt selv ild til sin egen campingvogn. Men hvorfor han gjorde det, kan de ikke oplyse noget om endnu.
Læs også
Campingvognen brændte helt ned, men der var på intet tidspunkt fare for spredning af branden til de øvrige gæsters campingvogne eller andet på pladsen.
- Brandvæsnet er færdige derude nu, og der er ingen tilskadekomne, fortæller vagtchefen.
I løbet af aftenen onsdag vil den 54-årige mand blive afhørt af politiet.