Mand i livsfare efter brand
64-årig mand overført til Rigshospitalet
Omkring kl. 9.00 tirsdag morgen opstod der brand i en boligblok på Arendalsvej i Silkeborg. Branden opstod i en lejlighed på 1. sal.
- Vi har afhørt kvinden, der bor i lejligheden, hvor branden opstod, og kan med sikkerhed fastslå, at der ikke er noget der tyder på en forbrydelse, siger Merete Norring politikommissær ved Lokalpolitiet i Silkeborg til TV 2 | ØSTJYLLAND.
To etager over kvindens lejlighed bor den 64-årige mand, og da ejendommen bliver evakueret finder redningsfolkene ham livløs i sin lejlighed.
Kort tid inden redningsfolkene finder ham, har han tilsyneladende fået et hjertestop.
- Han er indlagt på Rigshospitalet og hans tilstand er kritisk, fortæller Merete Norring.
Onsdag vil politiets teknikere foretage tekniske undersøgelser, der skal fastlægge årsagen til branden.