To mænd kvæstet i frontalt sammenstød under biljagt
Den Uafhængige Politiklagemyndighed skal undersøge ulykke, hvor en mand under flugt fra politiet kørte galt
To personer blev torsdag aften kvæstet, da en biljagt ved Silkeborg endte galt, og to biler kørte frontalt sammen.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
Ulykken skete klokken 17.33 på Rodelundsvej mellem Silkeborg og Horsens.
Læs også
Her satte politiet efter en bilist, som ikke havde lyst til at tale med ordensmagten. Han er frakendt førerretten, men det vides ikke, om det er derfor han prøvede at stikke af.
- Ham, vi eftersætter, foretager en overhaling og kører frontalt ind i en modkørende bil, fortæller vagtchef Henrik Nielsen.
Førerne af begge biler er bragt til sygehuset, men vagtchefen kan ikke sige noget nærmere om deres tilstand. De er begge 25 år og kommer fra Silkeborg.
Politiets jurister overvejer nu, om bilisten, der stak af, skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om fængsling.
Som altid når personer kommer til skade, og politiet er involveret, skal Den Særlige Politiklagemyndighed nu undersøge sagen.