To mænd får 16 års fængsel i stor kokainsag
Retten i Viborg har afsagt dom via video i sjældent stor narkosag. Seks mænd fik dom i arresthuse.
To mænd er mandag hver blevet idømt fængsel i 16 år i en narkosag, som Retten i Viborg har behandlet over en stribe retsmøder.
Den ene er en hollandsk statsborger med bopæl i Silkeborg, og den anden er en ukrainsk mand, der ikke bor i Danmark.
Sagen drejer sig om indsmugling af kokain i store mængder fra Holland. I alt var seks mænd tiltalt i sagen, som blev indledt ved retten i december.
Anklageskriftet indeholdt en påstand om i alt 93 kilo kokain, og retten har ifølge anklageren fundet tilstrækkeligt med beviser for tiltalen - på nær et enkelt kilo.
Normalt afsiges domme i retsmøder, hvor de tiltalte er til stede. Men på grund af coronavirusset er det mandag foregået på en anden måde.
De tiltalte mænd har siddet med deres forsvarere i de arresthuse, hvor de sidder varetægtsfængslet, og er via en videoforbindelse til retten blevet præsenteret for dommen.
Fem af de dømte har straks anket til landsretten, mens den sjette har valgt at tage betænkningstid.
Smugleriet strakte sig ifølge tiltalen fra oktober 2017 til juni 2018. I en større aktion i december 2018 skred Midt- og Vestsjællands Politi i samarbejde med andre politikredse til anholdelse af de mistænkte.
To af de nu dømte ukrainske mænd blev i øvrigt anholdt i Polen, hvorfra de blev udleveret til Danmark.
I affæren er tidligere en 54-årig rengøringsassistent fra Bredballe blevet dømt for at hjælpe med at vaske en del af udbyttet hvidt. Kvinden havde sit eget lille vekselbureau og håndterede her 5,8 sorte millioner kroner, mente Retten i Kolding, som i oktober sidste år idømte hende fængsel i to år.