To lokalradioer outsources
Overtages af Radio ABC
To lokalradioer i Silkeborg, Radio 1 og Silkeborg Guld, vil fra efteråret ikke længere være på lokale hænder.
I stedet outsources driften, som overtages af Radio ABC, og de to kanaler skifter navn til Radio M Silkeborg og Radio Alfa Silkeborg.
Fem medarbejdere skal opsiges, to af dem vil dog med stor sandsynlighed kunne fortsætte på ABC.
Midtjyllands Avis, der ejer de to kanaler, blev 1. juli overtaget af Herning Folkeblad, der i forvejen har et samarbejde med Radio ABC om driften af Radio M med Radio ABC Gruppen.
De lokale nyheder vil formentlig stadig blive produceret lokalt hos Midtjyllands Avis, mens øvrigt indhold formentlig produceres hos Radio ABC i Randers.
Herved frigøres ressourcer, der kan bruges til at styrke Midtjyllands Avis på andre områder, herunder også produktionen af lokaljournalistik. Det lokale salgsarbejde på radioerne fortsætter uændret fra Silkeborg.
Baggrunden for den nye model er ifølge Midtjyllands avis selv en erkendelse af, at lytterne ønsker den samme musik uanset, om de bor i den ene eller den anden by. Derfor kan man med fordel centralisere musikdelen og den tekniske afvikling på lokalradioerne, mens nyhedsformidlingen stadig er lokal.